Økonomi

Tænk dig om før du omlægger dit boliglån

Realkreditinstitutterne har gennem længere tid bugnet med tilbud på nye lån. Men sørg nu for at tænke dig godt om, før du omlægger dit lån. Også selvom renten er lav og attraktiv.

Renterne på boliglån er i øjeblikket historisk lave og mange har nok overvejet om det er nu de skal omlægge deres lån. Inden du skynder dig i fuld fart ned til din bank eller dit realkreditinstitut, bør du finde ud af, om det overhovedet kan betale sig for dig at få omlagt dit lån.

Din restgæld, hvor lang tid du har tilbage af dit nuværende lån samt hvad du betaler i renter på nuværende tidspunkt har stor betydning for, om det kan betale sig for dig at skifte til et nyt lån med en lavere rente.

Hvornår kan det bedst betale sig at omlægge sit lån?

Hvornår det helt konkret bedst kan betale sig at omlægge sit lån, vil afhænge af flere faktorer. Dit lån kan som hovedregel betale sig at omlægge til det nye 2 procents-lån, hvis du kan opfylde følgende fire kriterier:

  • Du har på nuværende tidspunkt et fastforrentet 3,5 procents-lån eller derover.
  • Du har minimum 10 år tilbage af afdragets løbetid.
  • Du skylder minimum 500.000 kroner (helst omkring 750.000 kroner).
  • Obligationskursen ved et nyt lån er mindst 97 men gerne op på 98.

Kan du ikke opfylde de fire overstående kriterier, vil det oftest ikke kunne betale sig for dig, at få omlagt dit lån. Omkostningerne samt gebyrer løber hurtigt op i 20.000 kroner og de penge vil ikke kunne tjene sig hjem, hvis kriterierne ikke er opfyldt.

Overvej at omlæg andre lån med det samme

Omlægger du dit lån, kan du kraftigt overveje, om du samtidig også skal gennemse hele din økonomi og måske få omlagt andre relevante lån. Det kan for eksempel betale sig, hvis du har friværdi i din bolig og samtidig har et billån i din bank med en høj rente, som du kan få ind under dit realkreditlån.

Vær opmærksom på hvis du skal omlægge et eller flere lån, at bankerne og realkreditinstitutterne er sælgere og kun er ude på at tjene penge ud fra dine valg. Det kan være godt at have i baghovedet, så du ikke blot siger ”ja” til en masse ting – uden at være bevidst om hvad du er gået med til.

Vil renten blive lavere?

Selvom renten er historisk lav, kan det være svært at forudsige, hvordan den vil ændre sig fremadrettet. Den vil både kunne gå op og ned. Derfor er det umuligt at spå, om det kan være en fordel at vente på, at renten bliver endnu lavere, da ingen ved det.