Uncategorized

Gratis kunst og kultur i København

Hvis du gerne vil opleve, hvad København har at byde på på kunst og kultur-scenen, men har begrænsede økonomiske midler til rådighed, er der hjælp at hente i denne artikel eller på www.tipkbh.dk Prisen på entrebilletter til museer og andre kulturinstitutioner kan få det til at gippe i de fleste, som ikke svømmer i guld som Joakim Von And, men faktisk kan du opleve en masse uden at skulle have pungen op af lommen en eneste gang. Der findes en række af museer, som altid har gratis entré, men her kan du læse om kulturelle mastodonter i København, som fjerner entrégebyret på enkelte dage.

SMK Fridays

De beskriver sig selv som værende byens mest kunstneriske fredagsbar, og der er noget om snakken. Statens Museum for Kunst åbner museet op efter lukketid 7 fredage om året fra kl. 16-22, så du kan udforske kunsten på en ny og mere uformel måde. Her er mulighed for at købe en øl eller drink i den store hall, hvor der ofte også er street food-mad at købe til de sultne. Der er altid arrangeret art talks, performance, musik eller film, som man kan nyde, mens man går rundt og oplever den afslappede stemning, som er meget anderledes end den vanlige museumsstilhed. Det er gratis at deltage og du behøver ikke melde dig til, du dukker bare op alene eller i en gruppe, her er plads til alle i den store, smukke bygning,

Adresse: Sølvgade 48-50, 1307 København K

Glyptoteket

Normalt koster det noget at komme ind på Glyptoteket, men om tirsdagen kan alle besøge den faste udstilling i det smukke museum gratis. Her kan du gå på opdagelse i Nordens største samling af antik kunst, fransk kunst og dansk guldalderkunst. Selvom du ikke ved meget om kunst, vil du sikkert blive imponeret over selve arkitekturen og interiøret, da rammerne i sig selv er et besøg værd. I midten af bygningen manifesterer den berømte Vinterhave sig med marmorstatuer placeret imellem kæmpe bregner og palmer.  Hvis du er interesseret i at se den særudstilling, som museet har, når du er der, koster det et mindre beløb at få adgang dertil. Hvis du hellere vil bruge dine penge på at tilfredsstille din søde tand, er der en mindeværdig café på museet, hvor du kan få de lækreste og smukkeste kager.

Adresse: Dantes Plads 7, 1556 København V.

Kunsthal Charlottenborg

Midt i København ligger Kunsthal Charlottenborg i en tilbygning til det historiske Charlottenborg Slot. Her kan du om onsdagen efter klokken 17 bevæge dig rundt i et af de største udstillingssteder for samtidskunst i Europa. Kunsthallen har eksisteret siden 1883 og huser udstillinger med kunstnere fra både Danmark og udlandet året rundt. Her kan du både se imponerende værker fra velkendte kunstnere såvel som fra nye talenter. Selve stedet er smukt har en vidunderlig åben gård, hvor man kan sidde og slappe af på de dage, hvor vejret er til det. Gården er altid åben for offentligheden, så hvis det ikke passer ind i dit program at besøge kunsthallen på en onsdag aften, kan du altid nyde godt af de smukke omgivelser udenfor.

Adresse: Nyhavn 2, 1051 København K.