I Danmark har vi en udfordring.
Der går magne mennesker ledige, der til dels vil have mulighed for at starte en tilværelse op som selvstændige.
Men de gør det ikke. Risikoen for at blive trukket mange års dagpenge fra a-kassen er nemlig for stor.
Hvis du ønsker at starte op som selvstændig på dagpenge, må du kun arbejde ved siden af den tid, hvor du skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet og aktivt søge efter job. Det betyder, du kun må arbejde aften og weekend. Hvis din virksomhed tager mere fart og du kommer til at bruge mere tid – på trods af, at du løbende modregner dine indtægter, således staten ikke finansierer dit eventyr – risikerer du at skulle betale penge tilbage. Det forekommer både urimeligt og potentielt ødelæggende for den enkelte. Det fastholder folk i en løbende proces med jobsøgning på trods af, de har potentialet til at starte op som selvstændige.
Løsningen er simpel:
Vi skal have et sæt mere fleksible regler.
Regler der vil tillade os ved siden af dagpengene at starte egen virksomhed uden at frygte for at skulle tilbagebetale et års dagpenge.
Hvis vi vil have flere succesfulde iværksættervirksomheder – der jo som bekendt er morgendagens arbejdsgivere – kan vi ydermere overveje at give skatterabatter til succesfulde virksomheder, eller i det mindste skyde den likviditetsmæssigt tunge moms- og skattebillet i de første års levetid.
Det vil på kort sigt fjerne nogle indtægter fra starten, da nogle virksomheder vil gå konkurs, inden de når at betale. Men på sigt vil det betyde flere store virksomheder med mange ansatte.
Det er over 20 år siden, Danmark har produceret en virksomhed med mere end 1000 ansatte. det har Sverige gjort adskillige gange i den samme periode.
Måske er det på tide, vi prøver noget nyt, hvis vi gerne vil have nogle andre resultater på det danske jobmarked?